fbpx
Personlig udvikling

Skam…

Skam indebærer ofte en blottelse af noget så vigtigt, følsomt og sart, at det nærmest føles som om, at jorden åbner sig og opsluger én, hvis man prøver at røre ved det.

Når der så vælges at røre ved skammen, vil man opdage hvor store krav der stilles. Hele tiden vil det føles yderst pinligt at være i kontakt med skammen. Bølger af varme skyller gennem maven, og hjertet sidder oppe i halsen.

Vi italesætter ofte skam som noget andet, fordi det er så voldsomt at komme i kontakt med. Og det kan blive et vilkår, at vi vil gøre alt for ikke at mærke os selv, fordi følelser er blevet et synonym på den skamfulde forkerthed, som er opstået ved at blive overset, misforstået eller spejlet forkert tilbage.

At fortælle en person som foragter eller direkte hader sig selv, at det har personen ingen grund til, risikerer at øge personens selvforagt og skam over sig selv.

Reelt er dette manglende lydhørhed, overfor de stærke følelser vedkommende mærker, og igen negligeres de italesatte følelser, og dette bliver til forkerte indre sansninger hos personen.

At blive “mødt” med sådan en affektiv fejlafstemning, forstærker vedkommendes forkerthed, og frembringer voldsomme følelser af vrede og frustration. Selve selvhadet og skammen over sig selv, er opstået af denne “gåen fejl” fra primære omsorgspersoners manglende følelsesmæssige forståelse.

Alle – børn som voksne, har brug for kontaktens gensidighed, refleksivitet og nærvær, og det at blive spejlet af en som har lyst til at være forbundet med én.

Spejling virker som et fattigt ord, men det kan være sprogligt vanskeligt at indfange hvor vigtigt det er at føle sig set, hørt og forstået.

At føle sig rummet i en andens sind, er en måde at føle den mentaliserende forståelse på.

Mange kender formentlig de der betydningsfulde øjeblikke af samklang og nærvær, hvor tiden gerne måtte stå stille, fordi det føles som at være på det helt rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt.

Og vi kender formentlig også det modsatte, når de der skamfulde øjeblikke opstår, hvor vi har lyst til at grave os ned og bare glemme alt om vores handlinger eller følelser, fordi skammen tager over.

Det rigtig store problem idag er, at skammens sensitive natur er skjult, og opstår i den sociale virkelighed.

Vi risikerer helt at overse, at når social accept eller forkastelse springer så meget i øjnene, når vi skammer os, skyldes det, at skamfølelsen allerede har skabt de øjne vi ser skammen eller forkastelsen med. Så man kan omskrive den gamle sandhed med, at virkeligheden er, i de øjne der opdager den.

At opdage hvad man ser, og herved tage sin virkelighed tilbage, i stedet for at være offer for sin virkelighedsopfattelse, giver til gengæld mulighed for at indse den basale sandhed, at øjenene er sjælens spejl.

Måske tør man herved se, erkende og rumme, at ens virkelighedsopfattelse er indlært med enten kærlige eller ukærlige øjne.

Måske bliver det også muligt at genfinde de oprindelige sansninger af betydningsfuldhed som vi er født med, og blive støttet i respekten for den blufærdighed der beskytter selvrespekten og selvaccepten.

Bare lige lidt at tænke over her i weekenden…

Kærligst Anna ♥︎

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *