fbpx
  • Personlig udvikling

    Bestemmer andre hvem du er?

    Nogen har måske sagt til dig, at du er doven, og at du aldrig kan blive god til sport?

    Nogen har måske sagt at du ikke kan finde ud af at være omsorgsfuld, eller sagt at du ikke kan finde ud af at sætte dig selv i andre menneskers sted?

    Mange af de ord vi bruger om os selv, er ofte nogle andre har brugt til at beskrive os med.

    Og nu er det blevet en sandhed for dig, din virkelighed, som du tror på.

    En øvelse er, at prøve og skrive alle disse ord op på et papir eller små post-it sedler, og kigge nærmere på, hvor de kommer fra.

    Hvem har sagt dem?

    Er det sandt?

    Hvilken følelse giver ordet dig? Vred, ked af det, glad, osv.

    Har du lyst til at eje det ord, og tage det med dig videre i livet?

    Hvilke ord kommer fra dig selv?

    Og hvordan vil du gerne opfattes hvis et kamerahold filmede dit liv?

    Alle de ord, som du måske kunne beskrives med for 10 år siden, men som du ikke har lyst til at blive beskrevet med mere, dem er du i din gode ret til at smide ud af dit liv.

    Du har ret til at vælge nogle nye ord til at beskrive dig selv med, og husk at mærke følelsen ordene giver dig.

    Jeg har aftalt med en veninde, at når vi begge er færdige med denne øvelse, så åbner vi en flaske vin og tænder et bål.

    Alle de ord vi ikke vil have med os videre i livet, skriver vi på små post-it sedler, og brænder på bålet.

    Der er noget psykologisk ved at brænde de sedler som tingene står skrevet på, eller du kan også vælge at rive papiret over, og smide det i skraldespanden. Men sørg for at du smider det væk, og det kommer ud af dit liv.

    Håber dette giver lidt inspiration, til reflektion over, om du egentlig er den, som du går og siger du er? ❤️

    Kærligst Anna

  • Personlig udvikling

    Skam…

    Skam indebærer ofte en blottelse af noget så vigtigt, følsomt og sart, at det nærmest føles som om, at jorden åbner sig og opsluger én, hvis man prøver at røre ved det.

    Når der så vælges at røre ved skammen, vil man opdage hvor store krav der stilles. Hele tiden vil det føles yderst pinligt at være i kontakt med skammen. Bølger af varme skyller gennem maven, og hjertet sidder oppe i halsen.

    Vi italesætter ofte skam som noget andet, fordi det er så voldsomt at komme i kontakt med. Og det kan blive et vilkår, at vi vil gøre alt for ikke at mærke os selv, fordi følelser er blevet et synonym på den skamfulde forkerthed, som er opstået ved at blive overset, misforstået eller spejlet forkert tilbage.

    At fortælle en person som foragter eller direkte hader sig selv, at det har personen ingen grund til, risikerer at øge personens selvforagt og skam over sig selv.

    Reelt er dette manglende lydhørhed, overfor de stærke følelser vedkommende mærker, og igen negligeres de italesatte følelser, og dette bliver til forkerte indre sansninger hos personen.

    At blive “mødt” med sådan en affektiv fejlafstemning, forstærker vedkommendes forkerthed, og frembringer voldsomme følelser af vrede og frustration. Selve selvhadet og skammen over sig selv, er opstået af denne “gåen fejl” fra primære omsorgspersoners manglende følelsesmæssige forståelse.

    Alle – børn som voksne, har brug for kontaktens gensidighed, refleksivitet og nærvær, og det at blive spejlet af en som har lyst til at være forbundet med én.

    Spejling virker som et fattigt ord, men det kan være sprogligt vanskeligt at indfange hvor vigtigt det er at føle sig set, hørt og forstået.

    At føle sig rummet i en andens sind, er en måde at føle den mentaliserende forståelse på.

    Mange kender formentlig de der betydningsfulde øjeblikke af samklang og nærvær, hvor tiden gerne måtte stå stille, fordi det føles som at være på det helt rigtige sted, på det helt rigtige tidspunkt.

    Og vi kender formentlig også det modsatte, når de der skamfulde øjeblikke opstår, hvor vi har lyst til at grave os ned og bare glemme alt om vores handlinger eller følelser, fordi skammen tager over.

    Det rigtig store problem idag er, at skammens sensitive natur er skjult, og opstår i den sociale virkelighed.

    Vi risikerer helt at overse, at når social accept eller forkastelse springer så meget i øjnene, når vi skammer os, skyldes det, at skamfølelsen allerede har skabt de øjne vi ser skammen eller forkastelsen med. Så man kan omskrive den gamle sandhed med, at virkeligheden er, i de øjne der opdager den.

    At opdage hvad man ser, og herved tage sin virkelighed tilbage, i stedet for at være offer for sin virkelighedsopfattelse, giver til gengæld mulighed for at indse den basale sandhed, at øjenene er sjælens spejl.

    Måske tør man herved se, erkende og rumme, at ens virkelighedsopfattelse er indlært med enten kærlige eller ukærlige øjne.

    Måske bliver det også muligt at genfinde de oprindelige sansninger af betydningsfuldhed som vi er født med, og blive støttet i respekten for den blufærdighed der beskytter selvrespekten og selvaccepten.

    Bare lige lidt at tænke over her i weekenden…

    Kærligst Anna ♥︎

  • Personlig udvikling

    Bliv hende der kan..

    Jeg har idag officielt sendt min opsigelse til mit job på Special Institutionen VoksenBøgen.

    Det var med en underlig følelse i maven, at den mail blev sendt afsted, og samtidig var det bare den helt rigtige beslutning.

    Jeg er startet på nyt job, som stewardesse igen, dog hos et nyt selskab, nemlig hos Great Dane Airlines.

    Det har været en svær beslutning, at forlade en arbejdsplads som jeg har været utrolig glad for, en arbejdsplads med dejlige kollegaer, og en arbejdsplads hvor jeg har kunne vokse og udvikle mig. Tak til alle der har været en del af den rejse.

    Nu skal jeg videre på en ny rejse. En rejse i en helt anden branche, som dog er så velkendt, fordi jeg har arbejdet som stewardesse det meste af min tidlige ungdom. Det er lidt som at komme hjem igen. Jeg kan mærke trygheden, og det velkendte, og det er en dejlig følelse.

    Jeg mærker den samme energi som sidste gang jeg arbejdede på et fly, og jeg glæder mig rigtig meget til at flyve en masse glade gæster til deres ferie destination.

    Det tunge arbejde med mennesker, der er meget sårbare steder i livet er nødt til at blive sat på pause. Jeg har ikke længere lyst til at give så meget af mig selv på mit job, da det havde for stor indflydelse på min energi i privatlivet.

    Jeg var ikke længere hende jeg plejede at være, jeg havde ikke nogen arbejdsglæde, og jeg havde mistet lysten til at gøre mig umage med mit arbejde.

    For mig personligt, er det vigtigt at have lyst til at gå på arbejde, lyst til at lære, og lyst til at gøre en indsats og udvikle sig. Når den lyst forsvinder hos mig, er jeg nødt til at tage ansvar.

    Nu er jeg tilbage, min energi er kommet igen, og jeg kan igen kende mig selv. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde for Great Dane Airlines, og til at arbejde sammen med en masse fantastiske mennesker.

    Du kan også sagtens gå fra at være “hende der ikke kan, til at være hende der kan”.

    Altid husk på at du har et valg, det er altid muligt at flytte sig, hvis du ikke trives der hvor du er ♥︎

    Kærligst Anna

  • Personlig udvikling

    Stop overtænkning!

    “Du har tanker, du har haft tanker, og du vil blive ved med at have tanker – men du er ikke dine tanker”

    Lad os sige, at de sidste 3 år, har du brugt sammenlagt 3 timer om dagen, på at bekymre dig over ting, som du ikke indflydelse har på. Det vil sige du har brugt sammenlagt omkring 3.000 timer på at tænke.

    Vi har ofte en ide om at vi kan tænke os frem til en løsning på alle livets problemer, men ofte bliver tankerne en del af problemet.

    Det er vigtigt at forstå, at vi selv har har mulighed for at skrue ned for disse tankeprocesser.

    At få en oplevelse af, at have en vis kontrol over vores egen psyke, er afgørende.

    Ikke kontrol over livet, fortiden eller fremtiden, men over selve tænkningen.

    Det er ikke hensigten at afvise, eller prøve at undertrykke dine tanker, men simpelthen henvise dem til et andet tidspunkt.

    Kommer der en tanke som du ikke har lyst til at have på besøg lige nu, så registrerer du tanken, og henviser den til det tidspunkt som du har afsat tid til at tænke i.

    Der kan være tidspunkter hvor du ikke har lyst til at tænke eller bekymre dig. Tankerne kan hvivle så meget, at der kommer en reaktion, som gråd eller voldsom vrede.

    Her kan du henvise dine tanker til f.eks. kl. 20.15 når du er færdig med at putte børn og har mere overskud til at tage dig af tankerne. Du kan sætte tid på, f.eks. 15min. og når tiden er gået, så afslutter du. Har du brug for at tænke mere over det samme, så henvis igen til et tidspunkt hvor du har overskud til at tænke.

    På den her måde, møder du dig selv på en nænsomt, og ved ikke at blive fanget i tankespind og overtænkning, kan der undgåes voldsomme følelsesmæssige reaktioner, som alligevel ikke fører noget godt med sig.

    Mød dine tanker, anderkend dem, og afsæt tid til dem – når det passer dig, og du har overskud♥︎

    Kærligst Anna

  • Personlig udvikling

    Din krop kan klare mere end den kan tåle…

    Læs lige overskriften igen….

    Giver det mening?

    Jeg oplever ofte, at når tingene går rigtig godt, så brokker jeg endnu mere på programmet, lige indtil det ikke går godt længere.

    Dét der sker er, at jeg til sidst bliver syg.

    Det tager så nogle dage og få tingene til at køre, og så kører jeg samme tur igen.

    Jeg har gentaget denne adfærd i mange år, og er nu endelig ved at lære mig selv at kende. Selvom der er lang vej endnu, så husker jeg at stoppe op når det går godt, og faktisk kigger på hvorfor jeg har det rigtig godt.

    Og det har jeg fordi, jeg har tid til mig selv, tid til de ting som giver mig energi og overskud.

    Og hvorfor er det så svært at trække i håndbremsen når tingene kører for stærkt?

    Fordi vi kan klare det hele, men kroppen og hjernen kan ikke tåle det.

    Emnet “stress” er tabubelagt, og mange siger det ikke kan ramme dem, lige indtil det en dag rammer dem.

    Jeg vil også gerne alting, men har været nødt til, at være skarp på hvad der giver mening i lige netop mit liv.

    Jeg brugte f.eks. rigtig meget energi på at lave mad, fordi jeg ikke er ret god til det, så nu får vi måltidskasser. Og det fungerer ☺️

    Det er bare én af de ting jeg har ændret på, og det har virkelig gjort en forskel.

    Nu har jeg meget mere tid til at være sammen med min datter, i stedet for at skulle handle og lave mad når vi har fri fra job og børnehave.

    Dette er bare et eksempel på, at hvis man ændrer bare 1 ting, kan det have kæmpe stor indflydelse på ens overskud.

    Vi behøver ikke være gode til alt, og det er faktisk helt okay at give slip, og acceptere at vi ikke kan nå det hele.

    Håber dette lille skriv kan inspirere til, at det faktisk kan være sundt for dig, at springe over hvor gærdet er lavest ❤️

    Kærligst Anna